Thailand - tirsdag den 02. marts 2004
Afslapning på Phi Phi
Nå ja, årsagen til vi var trætte om aftenen kunne jo også være, at vi stod tidlig op. Temperaturen var nemlig behagelig om morgenen. I dag var jeg oppe før solen og listede ned til de 7 solvogne, som vi havde haft et godt øje til i går. De stod helt ned til stranden og så havde de den udmærkede egenskab, at de lå i skyggen hele formiddagen.
Far og mor kom 3 kvarter senere. De havde siddet ved deres bungalow og ærgret sig over, at solvognene allerede var blevet optaget, men de kunne ikke se, at det var mig, der havde været tidligt oppe...
Snart var vi alle samlet bortset fra Torben, der gerne ville sove en anelse længere, men som dog også stod tidligt op her.
Morgenmadsmenuen lignede næsten den fra Ko Lanta - også prismæssigt. American breakfast for 120 bath (ca. 20 kr.). Tjenerne virkede til at have mere styr på bestillingerne her, for alle fik, hvad de havde bestilt.
Tilbage til liggestolene, der blev vores adresse hele formiddagen. Der var nok at se ude på havet foran os med de mange både, der ustandseligt passerede. Der gik sport i at studere hvilke longtailbåde, der larmede - og hvilke der ikke gjorde. Det var jo nyttig viden, når vi skulle bruge sådan en båd senere...
Før frokost forhørte vi os om priserne på bådture. En tur rundt blandt øerne kostede ca. 500 bath pr. mand ombord på en 30 personers båd. Vi ville gerne selv kunne bestemme tempoet. Så var det muligt at leje en longtailbåd for ca. 2.000 bath. Den ville nok kunne nå at sejle os rundt i løbet af en dag. Luksusudgaven var en speedbåd, der ville kunne bringe os længere væk fra Phi Phi, hvis vi ønskede det. Det kostede ca. 8.000 bath for en dag. Vi blev enige om at kigge prisniveauet inde ved havnen, før vi bestemte os.
Til frokost var tjenerens forståelse for engelsk forsvundet og flere fik ikke lige det, de havde ønsket sig. Jeg bestilte bl.a. noodles thai style, for at prøve retten af hér, men de havde helt undladt chili i retten. Hvad regnede de mig for? Far konstaterede: "Det er altid spændende at se, hvad det er man har bestilt".
Klokken var blevet 14:30, så bungalowernes air condition kaldte - og for vores vedkommende også et afsnit af Harry Potter.
Ved 17-tiden tog vi en longtailbåd ind til havnen. Det kostede 240 bath. Her blev vi sat af ved Cabana Hotel, der ligger til venstre for havnen, når man kommer ude fra vandet. Vi gik en tur rundt i "centrum". Øen er meget smal ved havnen og der var kun få hundrede meter fra den ene side til den anden. Vi fandt også frem til det lokale marked. Ikke så langt fra alfarvej kunne vi konstatere et forfærdentlig svineri af affald. For pokker, hvor er de da ikke gode til at holde øen pæn på steder, hvor de ikke forventer, at turisterne kommer.
Lasse og jeg gjorde et nyt forsøg på at finde et viewpoint på den østlige del af øen. Vi fulgte slavisk et kort, som virkede meget detaljeret. Pludselig stoppede vejen. Der lå en reggaebar midt i det hele og den så ikke ud til at have en udgang videre til noget viewpoint, så vi måtte slukøret vende om igen og gå tilbage - og så ellers konstatere, at deres kort ikke var meget bevendte!
På tilbagevejen fandt vi mor og far. De stod og savlede over menukortet til den danske restaurant H. C. Andersen. De lignede nogen, der var ved at besvime af at bladre i det danske menukort. I vildelse udtalte de ord som frikadeller, sild, rugbrød... For at dulme deres hjemve, blev vi enige om at sætte os ind og få en Carlsberg fadøl.
Vi vandrede tilbage til vores bungalows og fandt Torben siddende udenfor vores residens. Nøglen til hans bungalow lå i vores og vores nøgle - den havde Vibe og Marie, der fortsat var på shopping...
De dukkede op og snart var vi på vej ind mod byen igen. Målet var Tonsai Seafood. Maden var udmærket. Jeg fik rød karryret og Torben en gul karryret. Tjeneren vidste ikke lige hvad forskellen i farverne betød. Et ekstra minus var, at de leverede lunkne øl medmindre man decideret bestilte iskolde øl.
Da vi var færdige med at spise og klar til at gå, kom vores kollega fra Bankdata, Allan Thomsen gående. Han styrede målbevidst efter Andaman Beach Resort, for at hilse på os. Vi sendte de andre hjem og drak en øl sammen med Allan, mens vi vekslede ferieoplevelser og erfaringer. Allan og hans rejsekumpaner havde åbenbart heller ikke ligget på den lade side. De havde oplevet en masse.
Vi tog afsked og listede hjem. Det var tydeligt, at byen nu var ved at vågne og gøre klar til fest. Der var masser af unge mennesker på gaden og i barerne. Helt uhørt var jeg først i seng ved 23-tiden.
